Tidligere kaldtes Nupo for Hvidovrekuren, fordi den oprindeligt blev udviklet af fedmeforskere på Hvidovre Hospital. Nupo er en forkortelse for Nutritional Powder og tidligere fandtes kuren da også udelukkende som pulver til opblanding med vand.

I dag er Nupo dog meget mere end det, og har en lang række produkter på hylderne. Men hvordan kommer man i gang med Nupo kuren og hvordan taber man sig nemmest med Nupo? Find svarene her.

Hvad går kuren ud på?

Nupo er en såkaldt low calorie diet, hvor målet er at tabe sig gennem et lavere kalorieindtag. Nupo kuren bygger således på samme princip som alle andre slankekure: At spise mindre end kroppen forbrænder. Dette sker gennem specialudviklede produkter, som er sammensat så energifordelingen er optimal og man ikke kommer til at mangle vigtige næringsstoffer. Også selvom kalorieindtaget er lavt og kuren bliver fulgt i en længere periode.

Der er grundlæggende to indgangsvinkler til Nupo og de kan både anvendes hver for sig eller kombineret. Du behøver således ikke følge din Nupo Diet kur op med et forløb på Nupo One Meal – ligesom du også kan springe Nupo Diet pulverkuren over.

Diet

Nupo Diet er en pulverkur, hvor du i en periode på 1-8 uger udelukkende indtager omkring 700 kalorier dagligt, fordelt på 6 flydende måltider i form af enten Nupo shakes eller Nupo supper. Denne type kur kaldes for VLCD, som er en forkortelse for Very Low Calorie Diet og benyttes af mange til at kickstarte vægttabet.

Det generelle anbefalede energiindtag for en voksen er 2000 kalorier i døgnet, så med Nupo Diets kun 700 kalorier, er der således tale om en væsentlig reduktion i energiindtaget.

Produkterne fra Nupo Diet er kun beregnet til den fase, hvor du udelukkende indtager Nupopulver for at kickstarte dit vægttab. Du bør derfor ikke benytte Nupo Diet som lejlighedsvis måltidserstatning i kombination med rigtig mad, da ernæringssammensætningen heri ikke er tilpasset et komplet måltid. Til det formål findes i stedet serien Nupo One Meal.

One Meal

Serien Nupo One Meal består af f.eks. kaloriefattige måltidsbarer og shakes, som du bruger til at erstatte 1-2 daglige måltider. På den måde skærer du i dit samlede daglige kalorieindtag, fordi du bliver mæt af Nupo-tilskuddet men får langt færre kalorier, end hvis du i stedet havde spist en tallerken reel mad.

Hvis du samtidig motionerer regelmæssigt og spiser fornuftigt til dagens andre måltider, er der derfor gode chancer for at opnå et vægttab – endda inden for overskuelig fremtid.

Regler for kuren

Når du benytter Nupo kuren i form af Diet-produkterne er reglerne ganske simple: Du indtager 6 flydende måltider fordelt jævnt over dagen: Morgenmad, mellemmåltid, middagsmad, mellemmåltid, aftensmad og endnu et mellemmåltid inden sengetid.

Du kan frit vælge blandt de søde varianter, der minder om milkshakes, eller supperne der minder mere om et rigtigt måltid. Der er således ikke noget problem i kun at indtage den ene eller den anden type og du kan kombinere dem, som du vil.

Du må dog ikke indtage andet end de 6 Diet-måltider. Til gengæld skal du samtidig drikke 2-3 liter vand dagligt.

De fleste benytter Nupo Diet VLCD kuren, i 2 uger, hvorefter de overgår til Nupo One Meal. Du kan dog sagtens tage en ekstra omgang med Nupo Diet efter en lille pause, hvis du har brug for at tabe dig mange kilo.

Når du i stedet går i gang med Nupo One Meal er reglerne meget friere. Her kan du nemlig spise almindeligt, sundt og varieret, og i stedet nøjes med at erstatte enkelte måltider med Nupo.

NUPO grøntsager

Det er dog vigtigt, at de øvrige måltider er sunde med masser af grøntsager, magert kød og få kulhydrater for fortsat at holde den samlede kaloriemængde nede. Samtidig bør du også bevæge dig 30 minutter dagligt.

Udover Nupo kuren findes der også andre pulverkure og måltidserstatninger på markedet, som bygger på samme princip. Blandt andre Allevo og Nutrilett. Principperne er de samme, men smagsvarianterne adskiller sig lidt fra hinanden. Om folk vælger den ene eller anden kur, skyldes ofte smagspræferencer eller ganske enkelt, hvilke produkter der er på hylden i supermarkedet.

Hvad må du spise på Nupo kuren?

Som nævnt i afsnittet ovenfor, må du på Nupo Diet udelukkende indtage netop Nupo Diet produkter og udelukkende i den anbefalede mængde.

Når du benytter dig af Nupo One Meal, forholder det sig dog anderledes.

Her må du i princippet spise, hvad du har lyst til – så længe du følger de officielle kostråd og ikke spiser mere, end din krop har behov for.

  • Spis frugt og mange grøntsager – 6 stykker om dagen, hvoraf maksimalt to må være frugt.
  • Spis mere fisk
  • Spis fuldkornsbrød og undgå de hvide brødtyper
  • Vælg magert kød og pålæg
  • Spis mindre mættet fedt
  • Vælg de magre mejeriprodukter med max. 0,5% fedt
  • Spis mindre sukker og mindre salt

Når du vil tabe dig, er det dog vigtigt, du holder dig under et samlet kalorieindtag på 2000 kalorier om dagen. Det er derfor en god idé at holde mængderne af brød, pasta og ris lave. Disse fødevarer tilfører nemlig kroppen mange flere kalorier, end man skulle tro.

På en kur hvor kalorieindtaget er vigtigt for resultaterne, bør disse fødevarer derfor begrænses og i stedet erstattes af flere grøntsager, som er meget kaloriefattige.

Det kan være en god idé at benytte sig af en app, hvor man kan indtaste præcis hvad man spiser og i hvilken mængde. Der findes flere forskellige på markedet, men de fungerer stort set på samme måde. Man finder eller scanner stregkoden på sin madvare, vejer den portion man spiser og indtaster det i app’en. Herefter får man vist kaloriemængden i fødevaren og app’en tæller således hele dagens kalorieindtag sammen løbende.

På den måde bliver man for det første mere bevidst om, hvad man spiser, men lærer også at skære ned i mængderne, så de passer til ens specifikke kaloriebehov.

Fordele og ulemper ved Nupo

En af de store fordele ved Nupo kuren i selve Diet-fasen er, at du ikke behøver hverken tænke eller spekulere over, hvordan du holder dig på de kun 700 kalorier. Dette klarer dine valgte shakes eller supper for dig.

Det gør denne type VLCD-kur nem at gennemføre i modsætning til, hvis du selv skulle sørge for at få 6 separate måltider dagligt, og samtidig holde dig på så lav en kaloriemængde.

Nupo kuren er også nem at følge, fordi du ikke behøver bruge tid på at lave specialkost til dig selv og almindelig mad til resten af familien. Det gør dit vægttabsprojekt nemt at overskue, fordi du bare skal blande dit Nupo pulver op med vand.

En ekstra fordel er desuden, at du ikke kommer til at mangle hverken vitaminer eller mineraler undervejs, fordi Nupo er tilsat alt det, du har brug for.

Det samme gælder i øvrigt også, hvis du benytter Nupos måltidserstatninger. Her får du et alt-i-et måltid på omkring 200 kalorier. Noget der også i denne sammenhæng ville have været svært, hvis du skulle have sammensat et ordinært måltid med kun 200 kalorier selv – og samtidig få dækket behovet for vitaminer og mineraler.

En ulempe ved Nupo Diet er dog manglen på variation, hvilket kan gøre kuren kedelig og ensformig. Selvom der er flere varianter at vælge imellem, er de alle sammen flydende og ikke de store gourmet-oplevelser.

Man kan derfor komme til at savne noget reelt at tygge på. Til gengæld er varigheden af pulverkuren relativt kort og derfor til at leve med for de fleste.

I forhold til variationen, er Nupo One Meal dog rigtig godt med. Der er flere forskellige smagsvarianter indenfor både måltidsbarer og shakes og alle varianterne er søde og minder om slik eller kage. Derfor behøver man ikke mangle noget lækkert undervejs, hvilket ofte kan være det sværeste ved traditionelle slankekure.

Ulempen ved både pulvere, barer og shakes er, at de indeholder sukker – også selvom de næringsindholdsmæssigt er ideelt sammensatte. Vil du gerne undgå sukker, kan dette derfor være et problem.

Bivirkninger ved Nupo kuren

I Nupo Diet fasen kan man blive ramt af hovedpine og træthed, fordi den samlede energimængde kroppen indtager, pludselig er meget lavere end normalt. Du vil sandsynligvis også opleve at få dårlig ånde, hvilket er normalt, når maven er mere eller mindre tom.

Man kan også opleve at sove dårligere. Både fordi sulten nager og fordi de store mængder væske resulterer i mange ture til toilettet, både nat og dag.

Derudover indeholder både pulvere, måltidsbarer og shakes, sammen med sukker, sødemidlet sucralose, som kan virke afførende og give luft i maven. Det samme kan det høje indhold af fibre i Nupo også.

Nupo kuren og kosttilskud

Nupo Diet indeholder alle de vitaminer og mineraler, kroppen har brug for, og der er derfor ikke behov for yderligere kosttilskud.

Nupo One Meal indeholder derimod kun den anbefalede mængde af vitaminer og mineraler for ét måltid og man kan derfor fint have gavn af at indtage en multivitamintablet i denne fase.

Træner du samtidig med, at du indtager Nupo One Meal kombineret med almindelig kost, kan et proteintilskud i form af pulver også være oplagt. På den måde sikrer du dig, at din muskelopbygning og din restitution efterfølgende bliver så god som mulig.

Husk dog fortsat at have kontrol med dit samlede kalorieindtag. For at tabe sig, skal man altid indtage færre kalorier, end man forbruger. Også selvom man dyrker motion.

yoga

Gode råd til Nupo kuren

  • I Nupo Diet fasen er det en god idé at forberede sig hjemmefra, så du har maden klar på jobbet eller studiet. Dine shakes kan sagtens mixes dagen i forvejen og hældes på en plastflaske ved hjælp af en tragt eller medbringes i selve shakeren. De skal blot stå på køl efter tilberedning.
  • Hvis du fryser din Diet shake ned i en halv til en hel time, bliver den slush-ice-agtig og fryser du den længere, får den konsistens af is. Det giver munden lidt at tygge på, hvilket kan gøre indtaget af Nupo Diet lidt mere varieret end ellers og tage de værste ”tygge-abstinenser”.
  • Tyg tyggegummi! Det hjælper både på den dårlige ånde og giver dine kæber lidt at arbejde med. Vælg dog en variant uden sukker.
  • De nemmeste måltider at erstatte med en Nupo One Meal er dem, du normalt indtager alene. Dermed går din Nupo kur heller ikke ud over det sociale, som for de fleste er en stor del af et måltid. De fleste vælger især at erstatte morgenmaden med en måltidsbar og indtage den i bilen eller bussen.
  • Får du lyst til noget sødt, kan du skære en Nupo bar i mindre stykker og spise den som slik. Det er en fremragende erstatning for fredagsslikket, som ovenikøbet indeholder masser af gode næringsstoffer – i modsætning til chokolade og andre snacks.

Træning under Nupo kuren

Træning og motion er vigtigt for et vægttab. Ikke nødvendigvis af den intensive slags, men der anbefales mindst 30 minutters fysisk aktivitet dagligt. Det er dog ikke kun af hensyn til vægttabet, men også den generelle fysiske sundhed i muskler og hjerte-lunge-kredsløbet.

Under Nupo Diet kuren har du dog sandsynligvis ikke energi til stor fysisk aktivitet. Du bør i øvrigt heller ikke være alt for aktiv i denne fase, da fysisk aktivitet udover de 30 minutters moderat bevægelse øger kroppens energibehov og gør dig mere sulten. Begge dele noget, der er et problem, da du på Diet netop ikke må indtage mere end de planlagte 6 shakes eller supper.

Når du overgår til One Meal, er motion dog vigtigt og her må du gerne træne både intensivt og regelmæssigt. Du vil endda kunne opnå et større vægttab i fedtmassen på denne måde og opbygge muskler. Det gør dig ikke alene stærkere, men ændrer også på sigt hele dine kropssammensætning positivt.

Træner du ikke, vil du stadig tabe dig, så længe du holder dig under dit daglige kalorieindtag. Men efterhånden som vægttabet bliver større, vil hastigheden af dette også dale og vægten måske endda på et tidspunkt begynde at stå en smule stille. Især på dette tidspunkt kan motion og træning være det, der får tallet på badevægten yderligere ned.

Derudover bør du hæve dit generelle aktivitetsniveau, så du også rører dig mest muligt, når du ikke befinder dig i træningslokalet eller har løbeskoene på: Gåturen til printeren eller kaffemaskinen på jobbet, turen fra vaskekælderen til tøjskabet eller det at tage cyklen i stedet for bilen er alt sammen noget, der tæller med i det samlede aktivitetsregnskab.

Tænk derfor bevægelse ind i alle de ting, du foretager dig.

Hvor meget kan du tabe dig?

Det er svært at opsætte et generelt opnåeligt vægttab for Nupo-kuren, fordi hastigheden og størrelsen af vægttabet til dels vil være afhængigt af, hvor overvægtig man er inden og hvor stor ens samlede indsats er.

Vejer man kun 5 kilo for meget, vil disse 5 kilo nemlig være sværere at komme af med end de første 5 kilo vil være for en person, der vejer 30 kilo for meget. Årsagen skal findes i, at jo mere usund kosten var før Nupo kurens start, jo hurtigere vil vægttabet som regel gå i starten.

De sværeste kilo at komme af med, er derimod ofte de sidste 5-10 kilo.

På en uge med Diet, hvor man som nævnt ikke spiser andet end de 6 Nupo shakes eller supper med i alt 700 kalorier i døgnet, vil man dog gennemsnitligt kunne tabe sig mellem 1,5 – 2 kilo.

Når du begynder at spise almindeligt og i stedet bruge Nupo måltidserstatninger, er det forventede vægttab ugentligt omkring 1 kilo – eller cirka 5 kilo på en måned. Hvis du altså fortsat spiser mindre end du forbrænder og som anbefalet i forhold til de generelle kostråd.

Må du benytte Nupo?

I forhold til de generelle anbefalinger, skelnes der mellem de 2 typer af Nupo.

Folk med sukkersyge, gravide, ammende og børn bør under ingen omstændigheder benytte sig af Nupo Diet, da det samlede kalorieindtag på pulveret alene, er for lavt til at det er helbredsmæssigt forsvarligt for disse grupper af personer.

I forhold til One Meal anbefales det, at man som diabetiker, gravid eller ammende tager kontakt til sin læge og får afklaret, om en enkelt eller to daglige måltidserstatninger med en Nupo-bar eller shake er en god ide.

I forhold til diabetespatienter kan skiftet nemlig eventuelt påvirke insulinbehovet og for gravide og ammende er det vigtigt, at kroppen ikke er i kalorieunderskud. Det skyldes, at der i forvejen er behov for en smule ekstra energi og næring under graviditet og amning.

Hvor længe må du følge Nupo kuren?

En Diet pulverkur bør ikke følges i mere end maksimalt 8 uger. For langt de flestes vedkommende er den mest almindelige varighed af Nupo kuren 1-3 uger, afhængigt af hvor stort et vægttab, der ønskes. Perioden på Nupo Diet kan være hård at komme igennem og udmatte kroppen, hvilket er grunden til, at metoden ikke anbefales over længere tid.

Måltidserstatninger med Nupo One Meal kan anvendes indtil du har opnået dit ønskede vægttab. De kan dog også efterfølgende være en del af din hverdag som en måltidserstatning i ny og næ. Mange benytter dem især som morgenmad på farten i stedet for et smurt rundstykke fra bageren eller som en hurtig løsning midt på eftermiddagen, hvor sukkertrangen kan overmande de fleste.

Her er en Nupo bar en sundere løsning end en traditionel chokoladebar eller et stykke kage. På den måde kan de nye sundere vaner nemmere overholdes og vægten holdes i skak.

Nupo er dog en kur og ikke en decideret livsstilsændring – men med tiden kan den resultere i en sådan, hvis man er standhaftig.

Er Nupo kuren nem at overholde?

Det nemme ved Diet pulverkuren er, at den er simpel og nem at finde ud af. Den kræver ikke, at du skal handle en masse anderledes ingredienser hjem til køkkenskabene eller at du skal bruge ekstra tid på at lave særlige måltider til dig selv. Du behøver heller ikke holde styr på dit kalorieindtag, men skal blot følge vejledningen på pakken. Det gør Nupo kuren langt mindre besværlig end mange andre slankekure.

Det der gør det svært at overholde en Nupo Diet kur er, at langt de fleste vil føle sult og træthed samt måske generelt ubehag, især de første dage. Kuren kræver derfor en smule rygrad, i forhold til at gennemføre kuren i det planlagte antal dage og ikke give op.

Står kuren på i længere tid, kan det også være svært at blive ved med at undvære fast føde, ligesom det ensformige i kuren gør mange en smule frustrerede. Begge dele dog noget, der kan overvindes med en god portion vilje.

Når du overgår til Nupo One Meal minder kuren meget om alle andre livsstilsomlægninger. Her er du mere på egen hånd og skal selv vælge de sunde fødevarer til – i mængder der svarer til en lille smule mindre, end du rent fysisk har behov for.

Denne del af Nupo kuren kan være nemmere at komme igennem, fordi hverdagen minder om alle andres, på nær de 1-2 måltidserstatninger, du indtager dagligt. Forløbet med Nupo One Meal er derfor ikke så indgribende i dit sociale liv som pulverkuren og er alene derfor nemmere at gennemføre. Du får også trangen til søde sager stillet gennem de forskellige Nupo barer og shakes og kuren føles derfor ikke som ét stort afkald på de ting, du godt kan lide.

Kuren kræver dog fortsat, at du er opmærksom på, hvad du spiser og at du er fysisk aktiv. Men med viljen til et vægttab er Nupo kurens sidste forløb relativt nemt at overholde.

Kritik af kuren

Nupo har gennem tiden fået en del kritik med på vejen. De kritikpunkter der løbende præsenteres er, at man ikke kan bruge en slankekur til noget – og at det er en livsstilsændring, der er nødvendig, hvis man gerne vil tabe sig.

Så længe man kun indtager pulver eller erstatter nogle af dagens måltider, vil man måske tabe sig. Men når man en dag udfaser slankeprodukterne og overgår til almindelig kost, kan det være svært ikke at tage på igen. Især hvis de gamle vaner ikke er blevet brudt og nye indarbejdet.

Som modtræk kan dog nævnes, at opbygningen omkring erstatningsprodukterne Nupo One Meal derimod netop sigter mod en livsstilsændring og at man derfor over tid sagtens kan bevare sit vægttab. Også selvom slankekuren er slut. Det kræver naturligvis en indsats, men det ville det gøre under alle omstændigheder.

Et andet kritikpunkt er, at det gennemsnitlige vægttab man opnår ved en uges pulverkur ikke er markant højere, end det vægttab man kan opnå ved almindelig kostomlægning kombineret med motion. Der stilles derfor fra nogle ernæringseksperters side spørgsmålstegn ved, hvad argumentet således er for at gennemgå en hård pulverkur fremfor blot at leve sundere.

Pulverkuren kritiseres også for, at store dele af vægttabet skyldes væsketab og således slet ikke reduktion af fedtmassen.

Vægttab med NUPO

Samme Nupo pulverkur roses dog af andre for at kunne tilbyde brugerne en form for afbræk i de gamle vaner. Mentalt kan det nemlig have stor betydning for succesen med et vægttab, at man helt konkret gør noget andet, end man plejer. Her virker en Nupo pulverkur som et godt redskab til at trække en streg i sandet og begynde på en frisk.

Sidst men ikke mindst mener mange, at produkterne fra Nupo er dyre. Når man tænker på de penge, man sparer på usund kost, snacks og komplette måltider, må prisen dog vurderes at gå nogenlunde lige op i sidste ende.

Andre lignende slankekure

Selve opbygningen omkring Nupo Diet, hvor man udelukkende indtager flydende kost i en kortere periode, minder meget om Juicekuren. Forskellen er dog, at juicerne på de fleste juicekure ikke er ernæringsmæssigt optimerede, hvormed man ikke får alle de næringsstoffer, kroppen har brug for.

Derudover er formålet med juicekuren også en udrensning, hvilket ikke er et omdrejningspunkt i Nupo kuren.

Udover Nupo kuren findes der også andre pulverkure og måltidserstatninger på markedet, som bygger på samme princip. Blandt andre Allevo og Nutrilett. Principperne er de samme, men smagsvarianterne adskiller sig lidt fra hinanden. Om folk vælger den ene eller anden kur, skyldes ofte smagspræferencer eller ganske enkelt, hvilke produkter der er på hylden i supermarkedet.