maj 31, 2021

En lille guide til at fremme din mentale sundhed 

En stærk mental sundhed gør, at du bedre formår at tackle udfordringer, fungerer bedre i din hverdag og nemmere undgår at blive stresset. Det gælder både om at opbygge dine egne styrker og stimulere det positive mindset.

Det er individuelt, hvad der kan gavne dit psykiske velbefindende. Her er en række gode råd, som du kan afprøve, blive inspireret af og tilpasse så de fungerer for dig.

Se forslagene som en guide til at hjælpe, beskytte og pleje eller forbedre din mentale sundhed. De henvender sig til alle uanset motivation. Find frem til hvad der giver mening for lige netop dig. Alle 6 emner kan bidrage til at fremme din mentale sundhed.

Arbejd konstruktivt med din tankegang

Skriv 3 ting ned hver dag, som har givet dig glæde også i småtingsafdelingen.

Uanset hvor dårlig en dag er, er der altid et eller andet godt, som er sket. Om det er vintergækkerne, der er ved at springe ud, eller det holdt op med at regne da du skulle ud af døren.

Det giver dig en dagbog over positive ting, du kan genopleve, som kan åbne dine øjne endnu mere og med tiden gøre, at du automatisk lægger mere mærke til de små glæder. Hurtigt vil de positive tanker få mere fylde og plads og give dig et generelt mere positive mindset.

Det flytter fokus fra hverdags bekymringer, så de kan opleves mindre overvældende og tage brodden af deres betydning. Koncentrer dig ikke så meget om alt det du ikke har eller ikke kan. Dyrk de gode oplevelser og gør noget aktivt for at nære dem.

Jo bedre du bliver til at mærke, hvad der giver dig glæde, jo mere overskud får du. En god energi der kan komme til udtryk og nære et positivt miljø, humør og stemning.

Når du finder værdier i din dagligdag, smitter det af på dit liv generelt.

Prioriter fortrolige venskaber

Gode relationer er her, vi finder støtte, sparring og får luft. Denne intimitet kan fungere som en ventil. Her kan vi være os selv i trygge rammer, hvor det også er ok at have en dårlig dag. Et rum hvor vi ikke skal leve op til noget, men kan være afslappede og åbne. Hvor vi kan læsse af og omvendt også være noget for andre.

Forsøg mindst én gang om ugen at have en planlagt aftale, du kan se frem til. Det kan også være af den digitale slags. Det væsentlige er, at få aftalen på plads, så den kan fungere som en form for gulerod. Når du tilsikrer at blive ladet op den konto, søger du dermed også en vis balance i din mentale sundhed.

Mental sundhed

Fysisk aktivitet

Krop og sind hører sammen. Når du er fysisk aktiv, har det en positiv effekt på dine tanker og følelser.

Find det rigtige til lige dig. Nogle værdier der er knyttet til, som kan motivere dig. Fx at du ikke kun er aktiv for at blive slank eller stærk, men fordi du føler større velvære i din krop bagefter, får renset hjernen, får frisk luft imens og sover bedre.

Find gerne en aktivitet der er mere lyst- end pligtbetonet, hvor du kan have det sjovt samtidigt fx paddleboard, dans eller bordtennis. Så aktiviteten ikke kun er et middel til at opnå et mål, men bliver et mål i sig selv.

Det behøver ikke være styrketræning i fitnesscentret eller en holdsport, men kan også være en gåtur i skoven, en frisk cykeltur, arbejde i haven eller leg med børnene. Det vigtigste er, at få en eller form for fysisk aktivitet integreret i din hverdag.

Find gerne en allieret eller flere i løbet af ugen fx fast gåtur med Mette hver mandag osv.

Vær i nuet

Øv dig på at være mere til stede og ikke for meget i dine tanker. Når du er i nuet og ikke i fortiden eller fremtiden, kan roen og glæden bedre sænke sig. Der er mere plads til nydelsen og det sanselige samt mindre plads til bekymringer.

Du kan blive bedre til nærvær gennem mindfulness. I mindfulness-træning arbejder man med opmærksomheden og koncentrationen. Det er en bevidst måde at skærpe og fastholde fokus på den øjeblikkelige oplevelse. Ikke hænge fast i ting, der er sket, eller som du drømmer om, eller frygter kan ske. Uden at fordømme dig selv og andre eller den situation du står i.

Det er en metode til at være god og venlig imod sig selv. Hvor vi ikke hele tiden skal stræbe efter at være to skridt foran eller omvendt føle, vi er to skridt bagud. Det er at dyrke nuet uden grublerier, planlægning eller forsøg på at finde undskyldninger, og hvad der er af årsag til alt muligt og umuligt.

Livet er sjældent, lige som man gerne vil have det, men forskningen viser, at mental træning har en positiv effekt på vores holdninger, adfærd og selvopfattelse.

Der findes masser af øvelser og teknikker, som ligger tilgængelige online. Prøv fx disse mindfulness øvelser, herunder også afspændings- og meditationsøvelser.

meditation og mindfuldness

Dyrk din hobby

Planlæg med din hobby ligesom med kvalitetstid. Ved at give plads til det du godt kan lide og formentlig er god til, dyrker du de positive oplevelser. De er med til at motivere dig, og det er også ofte her, du med gode resultater kan udfordre dig selv.

Find et område hvor du har lyst til at lære mere og opnå nogle mål. Det er her, du kan anstrenge dig og med en indsats opnå succes, som kan danne et reelt grundlag for din følelse af at være god til noget. På den måde kan du opbygge en selvtillid og vedholdenhed, der øger din mentale sundhed. Det er et fundament, du kan bruge i mange andre sammenhænge, som når du fx skal starte på en kostomlægning.

Skab mening/formål

Når vi giver noget af os selv, får vi noget tilbage igen. Det lyder som en kliche, men klicheer udspringer ofte af en viden, der er almen, fordi den har et gran af sandhed i sig. Når vi involverer os og gør en god gerning, skaber vi mening. At gøre andre glade gør også dig glad.

Engager dig i aktiviteter der føles meningsfulde, og mærk at tingene har et formål. Det kan give et stærkere selvværd, en følelse af at høre til og være en del af et fælleskab. Ved at hjælpe andre bliver ting sat i perspektiv, og du kan også nemmere føle taknemlighed og værdsætte tilværelsen. Din tro på egen formåen og drivkraft vil vokse og gøre udfordringer mere håndterbare og øge din modstandsdygtighed.

Din mentale sundhed spiller en stor rolle i de fleste af livets forhold, så husk ikke at undervurdere dens betydning.

Få en smagsprøve på e-bogen “Sund livsstil”

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få gode råd og inspiration til, hvordan du bliver en sundere udgave af dig selv.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev. Tjek din indbakke for din smagsprøve
Ups. Det lader til, at der var en fejl i de indtastede data. Prøv venligst igen.